Mit år som roterende praktikant på Franklin Tello Hospital i Esmeraldas var et spildt år i mine medicinske studier, da de professorer, jeg havde, var de værste af de værste, bortset fra Dr. Walter Caicedo, en børnelæge, der for nylig dimitterede fra sit postgraduate kursus. ved Central University of Quito. Situationen var så kritisk, at de to operationsstuer ikke fungerede i 6 måneder, fordi de var blevet forurenet, og de kunne ikke dekontamineres. Patienter, der skulle opereres, blev bragt til private klinikker, hvor læger fra dette hospital opererede dem og fakturerede patienten og regeringen. det samme skete med lægeundersøgelserne, røntgenbillederne og endda den medicin, som patienterne skulle købe, generelt på hospitalslægernes eller deres venners private apoteker.
Vagterne var på 30 timer og brugte en dag, to og nogle gange tre gange om ugen. I min fritid besøgte jeg Jackson Maldonado, min ven, som jeg mødte i Quito, og hans søster, som jeg forelskede mig i, indtil vi blev gift, et par måneder efter mødet den 30. august, og det kirkelige bryllup var den 4. september, 1982, 40 år siden.
Jeg synes stadig, at hun tog en vanvittig beslutning, fordi hun havde meget bedre kampe end mig, og den, der konkurrerede med mig i det øjeblik, var en ung græsk kaptajn på et af de største olietankskibe, der overøste hende med gaver. Hun siger, at hun valgte mig, fordi jeg narre hende, og fordi hun ikke ville forlade landet.
Bryllupsdagen var tragisk. Vi gjorde det i Esmeraldas. Mine forældre, brødre og venner rejste fra Quito, men på en bro forbi Quinindé havde de en ulykke, en af mine venner blev kastet frem fra lastbilens lade, døende. Han var fra Manabí, samme dag som brylluppet tog nogle af mine venner liget med til hans familie i den provins.
Jeg havde den svære beslutning om at stoppe brylluppet eller fortsætte, og jeg besluttede at fortsætte. Vi fejrer brylluppet. Vi gik for at tilbringe vores bryllupsnat i Tonsupa, først i et ydmygt værelse og derefter på et hotel.
Hver weekend tog vi til Esmeraldas for at være sammen med familien. I byen tog jeg mig af patienterne om morgenen og om eftermiddagen gik jeg fra hus til hus og besøgte dem, for at spørge dem om deres helbred, kontrollere deres levevilkår, spørge dem om lægeplanter og lokale fødevarer, da jeg havde forpligtede mig til min professor i medicinsk psykologi, Eduardo Estrella, hvis undervisningsassistent jeg var på Central University, Eduardo Estrella, som havde været direktør for National Institute of Nutrition og skrev en bog om sin forskning i indianske fødevarer, som endda førte ham til forskning i Spanien på Archivo de Indias i løbet af hans sabbatår.
I mellemtiden gik det fra slemt til værre i Hurtado-regeringen. Der var ingen statslige investeringer, på markerne var der ikke drikkevand, kloakering eller miljøsanering, så de var mere alvorlige smittekilder. hvor malaria, stivkrampe, polyparasitose, diarré kostede børn, unge og voksne livet.
For at klare denne sundhedskatastrofe var landlægernes arbejde utilstrækkeligt. OCAME-bondeorganisationen havde uddannet sundhedsfremmere siden 1972. Som medicinstuderende deltog jeg i en af mine ferier som parasitologiinstruktør i et kursus på gården i Puerto Nuevo, som jeg ankom med båd på Río Dirty. Workshoppen var med en italiensk frivillig læge ved navn Mauricio. Mattei. Denne workshop var den, der inspirerede mig til at ville vende tilbage og arbejde med OCAME Health Promoters og fædrene til Liberation Theology Graciano og Julián.
Graciano gik op ad floderne fyldt med medicin, de havde også et apotek i Muisne, med doneret og købt medicin.
I oktober måned begyndte regnen. Et gardin af vand faldt fra apotekets tag hver dag, floden flød ned med træer, fiskerne hjalp med at trække køerne, der blev båret af strømmen, til havet. I byen var husene, der stod på søjler, fyldt med rødder, og endda slanger båret af strømmen, hvilket også ødelagde næsten halvdelen af de huse, der lå tæt på kysten eller stranden.
En pige blev bidt af en slange X, hvilket forårsager spredt vaskulær koagulation, vi havde ikke antivenom serum i undercentret, så vi tog hende på en båre, der løb langs stranden, og for at undgå klippen mellem Cabo og Bunche gjorde bønderne akrobatik. Da vi ankom til Muisne hospitalet, havde de heller ikke anti-gift serum, så vi brugte koagulanter og antihistaminer, endelig reddede en slangeæder hende med skud, hun mistede musklerne i sit lille ben, der blev efterladt deforme, hvor blod svedte allerede.
No hay comentarios:
Publicar un comentario